Lørdag aften – TV byder på et intetsigende show med et par kendisser og endnu en gen-genudsendelse af Barnaby. Ikke videre ophidsende. Hvad skal man så lave? Jo vi tog med Jydsk Naturhistorisk Forening på bæversafari i Klosterhede Plantage nær ved Lemvig.
Vi blev guidet rundt på engen langs Møllesøen og en å og fik vist hvordan bæveren med sine skarpe orange tænder kan fælde selv ret store træer ved at gnave dem over.

15 – 20 cm tykke stammer er ingen hindring for en rigtig bæver, og man ser tydeligt mærkerne efter tænderne.

De æder barken og de små kviste, og bruger andre grene og kvas til at bygge dæmninger med. På den måde kan de stemme vandløbene op og danne små søer i landskabet. De graver desuden kanaler for at komme ind til deres føde. Bæveren opholder sig helst i vand, men stamper nogle steder små forhøjninger op med sand, hvor de afsætter deres duft – bævergejl – for at markere territorier.

Bæverhytten består af en to kamre, et spisekammer og et lidt højere liggende unge-kammer. Indgangen er under vandet, så bæveren dykker for at komme ind og ud af hytten.

Bæveren er nataktiv, og vi blev derfor posteret rundt omkring i landskabet hvor chancen for at se dyrene var størst. De kom først frem i skumringen, hvor det kan være lidt vanskeligt at fotografere dyrene pga. ringe lysforhold. Det lykkedes dog at få et brugbart foto – omend den kunstneriske kvalitet kunne ønskes bedre.

Da det blev for mørkt, samledes vi til lidt varm kaffe og kakao ved bålpladsen og udvekslede oplevelser – læs hvor mange bævere vi havde set – inden turen gik hjemad. En rigtig dejlig aften smiley