Ja, nogle vil nok mene det kan gøres hurtigere, men så får man da slet ikke set det hele smiley. Jydsk Naturhistorisk Forening havde inviteret på en tur til Tunø og 12 deltagere tog med den lille færge derover om formiddagen. En stod og ventede derovre, og så begav vi os alle på vej en tur rundt om øen. Der er ca. 8 km, så turen kan nok gøres hurtigere end de afsatte fire timer, hvis man tog den i strakt trav.

Det gjorde vi imidlertid ikke. Vi skulle smage lidt på strandkålen, og se efter tejst som angiveligt yngler på strandene rundt om øen. En af deltagerne var lige ved at træde en ganske lille dunet mågeunge under fode, men opdagede den heldigvis inden.

Fra Nørreklint kunne vi se de første tejster svømme rundt langs kysten.

På stranden – og ganske i fred for mennesker – lå strandskaderne. Mennesker bliver venligt bedt om at gå oppe på klinten, så man undgår at forstyrre de rugende fugle. Til gengæld har Tunøs beboere pænt slået en sti hele vejen rundt.

Langs sydkysten af Tunø fandt vi forskellige små planter, bakkenellike, katost og stenurt.

Og længere ude så vi flere tejster, stormmåger både med og uden unger.

Vi skulle retur med færgen til Jylland kl. 15.45, og egentlig kunne vi godt have brugt mange flere timer, for vi nåede slet ikke ind i den lille skov eller rundt i byen. Så vi må nok afsted derover igen.

Men det var en dejlig dag, – en af denne sommers mere pæne med solskin og lidt varme i luften. smiley