På en af vore ture til Lille Vildmose kørte vi en aften hen ad Hegnsvej. På lang afstand kunne vi se, at der var stor opstandelse i hættemågekolonien i et af de østligste gravebassiner. Mågerne fløj skrigende rundt i en stor flok og skældte ud på noget der enten var i vandet eller omkring sivene. Rørhøgene som også udgør en trussel mod hættemågernes æg og unger var ikke at se, så fjenden måtte være i vandet – og efter nogen tid spottede vi den – en odder. Mågerne fulgte odderen tæt, dykkede ned og hakkede ud efter den, men den lod sig ikke standse.

Mågeungerne svømmede for livet for at komme i sikkerhed gemt i sivene, – med odderen lige i hælene.

På et tidspunkt da odderen var i den modsatte ende af søen, kom en hættemågeunge frem og stillede sig i det lave vand. En voksen måge kom til – formentlig dens mor og stillede sig ved den som for at indgive den tydeligt trætte unge mod og fornyet kampgejst. De stod et lille minut, hvorefter moderen igen måtte på vingerne for at holde øje med odderen. Ungen skyndte sig igen i skjul bag sivene.

I sidste øjeblik, for kort efter kom odderen svømmende og afsøgte siv og vand for mågeunger, der ikke var nået i skjul.

Odderen må dog efter nogle korte hektiske uger søge anden føde, når mågeungerne bliver flyvefærdige. Så er det slut med at kunne fange de dunede lækkerbiskener i søen. Naturen er barsk – både for måger og oddere. Odderen har været næsten udryddet i Danmark, men er nu heldigvis i fremgang igen.