Efter en almindelig arbejdsuge på kontoret, hvad er så bedre end at komme ud og lufte kameraet i dejligt vejr. Og da jeg var tilmeldt et fotokursus hos den dygtige naturfotograf Morten Hilmer, som fandt sted i Fosdalen i Nord-Vestjylland, så fik jeg i den grad lov til at lege. Emnet var Nature Art-fotografering, og handlede kort og godt om at øve forskellige teknikker til at gøre naturfotografering til kunstværker. Det lyder måske enkelt, men det var en god udfordring.

Der skulle tænkes både motiv, forgrund og baggrund, linjer i billedet, eksponering og øves manuelle indstillinger.

Der blev øvet på bregner og andet godt fundet i skovbunden, på solnedgang ved stranden og små strandarve, på mos og lav – ja alt, hvad der lige faldt os ind.

En superdejlig weekend i fotonørderiets tegn – og vel hjemkommet søndag aften, ja så faldt jeg omkuld, træt og mæt af oplevelsen. Her er lidt af resultaterne fra turen.